Giv slip!

Når gamle vaner og handlemønstre triumfer!

Du har taget en beslutning. En beslutning om at gøre noget anderledes. Ikke lave impulskøb, ikke råbe ad børnene, kysse din partner inden du går, stoppe med at spise når du ikke er sulten, bide negle, ikke blive irriteret over, noget du ved din kollega gør hver dag, løbe 3 gange om ugen, rydde op i alle skabe…. Listen kan være lang.

Det kan f.eks. være en beslutning om at:

  • Handle anderledes i konkrete situationer
  • Udtrykke dig mere konstruktivt
  • Ikke handle ud fra en impuls
  • Rumme en følelse bedre
  • Indfører nye rutiner
  • Få gjort de ting du, du gerne vil, som du bliver ved med at udsætte

Beslutningen er taget, du ved hvordan det skal være fremover. Dagen efter opstår situationen og hvad sker der?

Der sker præcis det, der plejer at ske…. 

I kølvandet på at den gamle vane tager over, opstår ofte frustration, vrede, skyld eller skam. Negative, selvdestruktive tanker om dig selv. I takt med disse nedgørende tanker om dig selv, øger du måske kravene til dig selv. 

En indre nedgørende dialog, tærer på dit selvværd og din selvrespekt og i sidste ende risikerer du at give op, eller leve i en evig kamp med dig selv.

Men stoplige her et øjeblik!

Det tager tid at skabe nye vaner og mestre situationer på nye måder. Jo mere kompleks problemstillingen er, des længere tid tager det. Så giv dig selv ros for at ville, for at prøve og husk at fejre, når det lykkes også de små sejre. Lige så gode de fleste af os er til at være selvkritiske, lige så dårlige kan vi være til at anerkende vores succeser. 

Måske kan du gøre dette:

Næste gang du gentager et mønster eller en vane, som du vil af med, kan du lægge mærke til, hvornår der bliver ro og overblik inden i dig. Måske få sekunder efter, måske først næste dag? Kig på din handling og find ud af hvordan du kan efterjustere. Byt de nye sko (som du impuls købte), tag løbeturen nu (som du udsatte i går), giv en undskyldning til den du snerrede ad. Og tilgiv dig selv… 

Når vi laver disse små efterjusteringer, tager vi langsomt, men sikkert ansvar for vores måde at være i livet på. Vi lærer vores sind ikke at handle ubevidst, men at trække vejret og overveje næste skridt, før vi tager det.

Du kan også øve dig i, at være opmærksom på, hvad der sker inden i dig lige før, dine gamle vaner og mønstre sætter ind. Er det nogle svære følelser, en særlig stemning inden i eller sker det i bestemte situationer? 

Når du får øje på disse mønstre, vil det blive lettere for dig at arbejde, hen i mod nye og konstruktive måder at være i livet på. Ofte er disse små handlinger, som impuls køb/handlinger en måde at undgå, kontakt til en ubehagelig følelse af f.eks. ensomhed, frustration, utilfredshed, magtesløshed, irritation, selvmedlidenhed… Følelser som ingen af os har lyst til at mærke. Ikke desto mindre er de en del af livet og ved at øve dig i, at rumme dem og finde mere konstruktive måder at håndtere dem på, får du mulighed for at ændre dit liv, i den retning du ønsker.

Mod nye mål – og prioriteter

Har du nogle uopfyldte drømme, nogle ønsker for hvordan du bruger din tid på, men ender du med at synke ned i de samme ufrugtbare handlinger? For mange timer foran fjernsynet, Ipaden, weekender som smuldre mellem fingrene på dig?

Ofte ender vi der fordi vi er trætte. Føler os brugt op og udslidte. Men får du egentlig energi af at sidde og lave ingenting? Nej vel…? Selvom energien ikke er der til løbeturen, få læst den bog der venter, ryddet op i det skab der trænger, lavet lidt på et hobby projekt, kan du starte i det små.

Nedsæt dit ambitionsniveau! Giv dig selv 15 minutter hver dag i en uge, hvor du tager hul på det du gerne vil. Måske bliver det kun til en lille gå-tur med løbeskoene, læsning af ti sider, oprydning på én hylde eller måske får du kun lagt tingene i system til det projekt du gerne vil lave. Men det er faktisk godt nok. Mærk den glæde der kommer ved at tage hul på processen. Nyd det. Ugen efter skruer du op til 20 minutter og herefter skruer du lidt op, uge for uge, til du bruger din tid, som du virkelig vil. Gør det, som giver dig energi og glæde, lidt mere, dag for dag, uge for uge.

Og der vil sikkert være dage, hvor du “glemmer” at gøre det, som er godt for dig, eller bare ikke får det gjort fordi du bliver overmandet af modstand inden i. Læg mærke til hvad modstanden handler om.

Måske handler det om:

  • At du tror du ikke fortjener glæde ( Du fortjener det! )
  • At du tror det ikke kommer til at gøre en forskel ( Det gør vikelig en forskel, når du laver noget som gør dig glad! )
  • At det virker uoverskueligt ( Slip tanken om det store mål, og fokuser på det næste kvarter! )

Det er ikke sikkert du når dit overordnet mål… men er det vigtigt? Eller er det vigtigt hvordan du har det undervejs? Vi bruger det meste af vores liv på vejen til vores mål og overraskende lidt tid ved målstregen. Så hold fokus på hvordan du har det undervejs.

Det der en engang var hjælpsomt

Vores vaner og adfærd er ofte opstået i samspil med andre for år tilbage. Det der dengang var den bedste måde at mestre livet på, kan i dag være frustrerende og destruktivt.

Når du får øje på en adfærd eller et handlemønster, som i dag er frustrerende, destruktivt eller står i vejen for det du vil i dag, så bliv nysgerrig.

Nysgerrig på dig selv, som du var. Hvordan var din passivitet, usynlighed, aggression, handlingsløshed, nedprioritering af dig selv osv engang konstruktivt? Det har den helt sikkert været. Den har en gang beskyttet dig mod at bliver såret, skuffet, ydmyget eller noget andet destruktivt. Jo flere udfordringer, chok og traumer vi har med i baggagen, des sværere vil det ofte være, at ændre vores måde at være i livet på. Men det er aldrig for sent, at skabe det liv vi ønsker.

Tak dig selv for at du kunne passe på dig selv på den måde. Det var en gang en vigtig mestringsstrategi, måske ligefrem livsvigtig. Tak den og øv dig i at give slip på den. Send den på en kærlig meget lang ferie og husk: Hvis du nogensinde får brug for den igen, så skal den nok være ved din side. Du kan ikke miste gamle mestringsstrategier og handlemønstre, men vi kan udvikle nye, som er konstruktive der hvor vi er i livet – lige nu!

Får du brug for støtte eller sparring undervejs, kan du vælge at finde en professionel, som kan hjælpe dig med processen, men nogle gange kan en god ven eller kæreste også være den, der stiller de åbne og udfordrende spørgsmål.

God arbejdslyst

Line Rotenberg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *