Senfølger af traumer

Traumer – Når et chok er for stort

Alle mennesker oplever at få chok i deres liv. Nogle gange tager det måneder, før vi kommer os, og af og til er livet efter chokket forandret for altid. Men ofte mestrer vi det, kommer gennem krisen og lander på ny i livet, hvor der igen bliver plads til glæde, kærlighed og mening.

Ved voldsomme chok bliver nervesystemet overbelastet

Desværre er det ikke alle chok vi kan mestre og disse chok risikerer at blive til traumer. Ikke fordi den der traumatiseres er svag, inkompetent eller har for få ressourcer. Men når et chok er for voldsomt, overvælder det vores naturlige forsvars responser og skaber hermed grobund for skade eller ubalance i vores nervesystem, og hermed påvirkes vores livsvigtige evne til selvregulering.

Jo yngre vi er, des større er sandsynligheden for, at vi bliver traumatiseret af en voldsom hændelse. Børn er særlig sårbare i forhold til, svigt, seksuelle overgreb, vold, psykisk vold, ydmygelser, nære dødsfald, operationer og adskillelse. Under kriser og chok har børn brug for voksne omkring sig, som mestre situationen, kan tage ansvaret, berolige, regulere og beskytte barnet.

Kamp – Flugt – Frys

Vi har umiddelbart tre forsvars responser når vi udsættes for fare: Kamp, flugt og frys. I situationer hvor kamp eller flugt har været muligt, vil vi ofte stå tilbage med en oplevelse af, at have handlet og kroppen har i bogstaveligste forstand, fået lov til at gøre, helt eller delvist, det den havde brug for og var gearet til i situationen. Risikoen for at blive traumatiseret er derfor lille.

Når vi oplever en situation, hvor kamp og flugt ikke er mulig, går vi frys. Hele kroppen er i højeste alarmberedskab, stress hormonernes niveau er på det højeste og så…. Er handling ikke mulig. Vi kan sammenligne det med en bil, hvor vi trykker speederen helt i bund og lige når den skal til at ræse afsted, så står vi på bremsen, uden at flytte foden fra speederen. Kroppen får ikke lov at færdiggøre sin naturlige kamp/flugt respons og samtidigt oplever vi en total magtesløshed, kraftesløshed og nogle gange en følelse af tilintetgørelse i øjeblikket. Her er risikoen for at blive traumatiseret er stor.

Hvad der sker lige bagefter

– kan være helt afgørende for, om oplevelsen sætter sig i kroppen og sindet som et traume. Hvis vi bliver mødt med forståelse for de efterreaktioner der kommer, fysisk og psykisk, vil vi ofte kunne hjælpes igennem det. At få mulighed for at færdiggøre forsvars reaktioner og hjælp til at blive ned-reguleret er essentielt.

Virkeligheden for de fleste, er desværre en anden. Mange mennesker oplever en stor ensomhed i kølvandet på chokerende begivenheder. Når vi er i chok kan det være meget svært, at mærke, hvad vi har brug for. Derfor vil mange ikke få rakt ud til omgivelserne, men tumle med det inden i sig selv. Skyld og skam kan være en anden årsag til at mennesker i chok ikke deler deres oplevelser og følelser med andre. Hvis vi går rundt med en følelse af selv, at være direkte eller indirekte skyld i begivenhederne, vil skammen afholde os fra at søge hjælp. 

Frys kan ikke altid ses udefra, og det kan snyde omgivelserne. Vi kan kigge på vedkommende og han/hun virker ok, gør det, der skal gøres, siger det “rigtige” og synes faktisk at have det godt. Men inden i, kan alt stå stille og personen være i frys. 

Hvornår ved du om du har et traume

Det kan være svært at se på et menneske om det er traumatiseret. Er traumatiseringen voldsom, vil det øge sandsynligheden for at det bliver synligt for andre. Ofte ved traumatiserede mennesker det selv, efterhånden som tiden går, men nogle gange kan det tage mange år. Noget af det vi kan holde øje med i tiden efter hændelsen er:

  • Øget irritabilitet, evt vredes udbrud (vrede kan også vendes indad mod en selv)
  • Sover dårligt, evt med mareridt
  • Generelt højere stress niveau, end før hændelsen
  • Genoplevelsesadfærd og/eller undgåelsesadfærd
  • Flashbacks til traumet
  • Øget alarmberedskab (sympatisk overaktivering)
  • Øget vagtsomhed og mistillid til andre og verden omkring

Disse er blot nogle af de mest typiske. Husk når vi taler om mennesker, er der store individuelle variationer. 

Gamle traumer 

Som årene går, kan mindet om traumet glide i baggrunden. Det er ikke nødvendigvis glemt, men det bliver dækket af en masse nye oplevelser og minder. 

Irritabiliteten bliver måske tolket, som en generel utilfredshed, dårlig søvn som et udtryk for stress og stressen igen som et udtryk for at livet ikke er som det skal være. Det bliver svært at få øje på årsagen og skille den ad fra symptomet. Ligger traumerne tilbage i barndommen, vil traumesymptomerne ofte blive opfattet som en del af personligheden, men det er ikke en del af personligheden. Det er symptomer på ubalance i nervesystemet og en skadet evne til selvregulering.

Et symptom der sjældent forsvinder, er et forhøjet alarmberedeskab, eller stressen. Det er ikke sikkert det opleves som udelukkende negativt. Den øgede indre uro, kan f.eks. drive nogle traumatiserede mennesker til et ekstremt højt arbejdspres og præstation. Set udefra opleves personen som fuld af energi og overskud, men inden i er der en konstant uro, og måske også angst. Det kan opleves som svært at slappe af, selvom krop og sind trænger til hvile. Det er naturligvis en tilstand, som slider på krop og sind.

Hvordan kan du vide om du er traumatiseret?

Der er ikke en facit liste til hvordan man har det, når man har ubearbejdede traumer. Hvis du har nogle af disse tilstande:

  • En oplevelse af, det meste af tiden, at være i forhøjet alarmberedskab, nogen oplever det som at være tændt på maksimum det meste af tiden.
  • Uro inden i, svært ved at finde hvile og måske svært ved at føle dig frisk og nærværende. Som om du hele tiden planlægger fremad eller er på vej videre.
  • Flashbacks til ubehagelige situationer, om natten kan det opleves som mareridt.
  • Svært ved at mærke glæde.
  • Problemer med hukommelsen.
  • Gentagne fornemmelser af manglende kontakt til omgivelserne, som at være i en osteklokke
  • Uvirkelighedsfornemmelser.
  • Manglende kontakt til dele af kroppen, det kan være oplevelsen af at en kropsdel “sover”, eller at du simpelthen ikke kan mærke den (og du er blevet grundigt udredt af din læge!)
  • Oplevelse af generel håbløshed og mangel på mulighed for at have indflydelse på dit liv.
  • Perioder med kollaps. Dage hvor du ingenting magter og hvor du er helt drænet. For nogle bliver kollapset udløst i forbindelse med en almindelig influenza, eller en mindre uheldig oplevelser. Kollapset kan vare et par dage eller væsentligt længere tid og udvikle sig til en depressiv tilstand.

Kan det være tegn på, at du har et ubearbejdet traume. Måske ved du, inderst inde, hvad det handler om. Måske ikke… Det er ikke vigtigt i forhold til at det terapeutiske arbejde. Traumer sidder i kroppen, i vores autonome nervesystem, og vi kan altid arbejde med kroppen, så den kan give slip på fortiden og komme ind i nutiden. Også selvom vi ikke kan huske oprindelsen.

Hvad kan du gøre, hvis du er traumatiseret?

Det nemme og enkle svar er selvfølgelig at søge hjælp… Men du kan heldigvis også gøre nogle ting selv. Hvis du opfatter din tilstand som en slags stress-allergi, kan du begynde at være nysgerrig på, det som trigger din krop over i højstress og det som er lidt mere nedregulerende for dig. 

Læg mærke til hvordan din krop fortæller dig at den er aktiveret; Det kan være høj puls, hurtig overfladisk vejrtrækning, mange tanker, rysten inden i og måske uden på, lysfølsomhed, irritation, smerter, manglende kontakt til kroppen, kvalme, angst og meget andet. Din krop reagerer på sin helt egen måde, med sit unikke mønster. Lav en skal fra 1-10. Hvor 1 er helt ro og 10 er når det er aller værst. 

For hver dag du har opmærksomheden på hvad der får dit “alarmberedskab” til at stige og falde bliver du lidt klogere på dig selv og lærer, hvad du skal søge hen i mod og hvad du skal søge væk fra. Men hvis du mærker, at al kontakt med andre mennesker og verden omkring dig er en belastning, vil jeg opfordre dig til at søge professionel hjælp. Vi kan nemlig være traumatiseret i forskellige grader og svær traumatisering kræver professionel hjælp.

selvregulering kan ofte stimuleres i naturen

Ved at bruge 1-10 skalaen, kan du begynde at arbejde med din selvregulering. Hvad virker beroligende og hvor kan du være i lidt bedre kontakt med dig selv og din krop. Det kan være et langt bad, en gåtur et sted du nyder, en kom kaffe et ganske bestemt sted… prøv dig frem og lær hvad der virker for netop dig.

Selvom det ikke forløser traumerne at arbejde med ovenstående, kan det lette din hverdag undervejs i processen. Hverdagen behøver ikke være en lang pude af ro, men at give dig selv små øer af helle, kan bedre din tilstand og fremme helingen i dit nervesystem. 

Kan alle helbredes helt for deres traumer?

Svaret hertil er både ja og nej. Ved gentagne barndomstraumer, kan skaden på det autonome nervesystem, være så voldsom, at der er tilstande, som ikke forsvinder helt. Men vi kan lære at rumme det, og berolige nervesystemet. Vi kan udvikle nye, konstruktive mestringsstrategier. På den måde vil vi ikke have oplevelsen af at være vores traumetilstand, men et menneske med nogle ar på krop og sjæl, som kan leve et godt liv, med glæde og nærvær.

I dag ved vi, at ubehandlede traumer påvirker hjernen og hele den måde vi er i livet på. Og vi ved at det er aldrig for sent at bearbejde traumer.

De varmeste hilsner

Line Rotenberg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *