Komfortzonen

<strong>Komfortzonen</strong>

– og hvorfor den skal udfordres

Komfortzonen er en betegnelse, som dækker over det eller de steder i livet, vi kender bedst og hvor det er nemmest for os at være. 

Det kan være fysiske steder som vores hjem, seng, den del af byen, landet, verdenen, som vi er vant til at færdes i. 

Vi har også en relationel komfortzone. Det er de mennesker vi kender og er vant, de typer vi kender. Vi kan nogenlunde forudsige deres adfærd og ved hvad vi kan forvente.

Komfortzonen handler også om det vi gør på handleplanet. Hvilke job vi søger, hvilken sport vi dyrker, hvilke hobbyer vi har. Alt det vi bruger vores tid på. 

Når vi befinder os inden for vores komfortzone har vi de oplevelse af tryghed, sikkerhed, forudsigelighed og kontrol. Det føles rart.

Mange oplever deres komfortzone som lige præcis det de har brug for. Det som ligger udenfor er ikke så interessant, hvorfor kigge ud, når det føles godt inde?

Tre andre zoner…

Vi har tre andre zoner: Frygtzonen, Læringszonen og Vækstzonen

Frygtzonen

Det første skridt ud af vores komfortzone vil give en aktivering af vores frygt system. For nogen bliver er det voldsomt, med panikangst. Andre oplever det som en spænding og måske lidt kriller i maven. Vi er vældig forskellige. 

Der kan være mange grunde til at frygtzonen opleves som uoverstigelig. Måske har der ikke været nok udfordringer i barndom og ungdom, måske har der været traumatisk oplevelser, måske har der aldrig været guidning i at regulerer indre spænding og uro.

I frygtzonen føler vi os usikre på os selv og vores kompetencer. Vi finder på undskyldninger i massevis og er desuden let påvirkelige overfor andre menneskers meninger og holdninger.

Selv når frygtzonen opleves farlig, vil vi med bitte små udfordringer og god støtte, kunne stikke tæerne over grænsen til frygtzonen. At træde ind i frygtzonen kræver mod.

Men hvorfor skal man egentlig udsætte sig selv for spænding, uro, ja måske ligefrem angst?

Læringszonen

Når vi passerer frygtzonen, får vi adgang til vores læringszone. Her sker der en udvidelse. Vi kan tilegne os nye færdigheder og viden. 

Vi oplever succes og øget selvsikkerhed, når vi overkommer udfordringer og løser problemer. Det giver en stor tilfredsstillelse og glæde. Samtidig vokser vores komfortzone stille og roligt, og dermed bliver den del af livet, hvor vi føler os trygge større. Når vores komfortzone vokser, bliver vi mindre begrænset i livet og vores mod vokser.

Når vi passerer læringszonen får vi adgang til noget endnu bedre.

Vækstzonen

I vækstzonen er vi ikke længere begrænset af vores komfortzone. Vi har den stadig, og kan træde ind i den når vi har brug for hvile, ro og restituering. Bagefter kan vi træde ud i de andre zoner. Frygtzonen opleves kun meget let.

Det åbner op for, at vi kan realisere os selv og sætte nye mål i livet. Vi kan ikke bare sætte mål, men vi kan også begynde at arbejde hen i mod dem. Fordi vi nu tør lære det der skal til for at nå i mål.

Det er i vækstzonen vi har mulighed for at finde den dybere mening med netop vores eget liv. 

Og ja… det kan være svært

Nogle mennesker har en baggage med sig, som er godt pakket, med alt hvad de har brug for til at kaste sig gennem alle zonerne. Desværre er det ikke sådan for alle. 

Hvis du synes det med at træde ud i frygtzonen er svært, måske meget svært så er her et par inspirationer:

  • Øv dig på selvregulering. Det vil sige du skal arbejde med teknikker til at berolige dig selv og dit nervesystem. På vores YouTube kanal og Instagram ligger der ideer til at komme i gang.
  • Tag bittesmå skridt. Måske kan bare det at tænke på hvordan det ville være at træde ud, aktiverer din frygt. Reguler din frygt lige så snart du mærker den. Hellere gå langsomt frem, end overvælde dig selv. Overvældelse forstærker frygten. 
  • Få støtte fra mennesker du føler dig tryg ved.
  • Søg fællesskab med andre, som også synes det er svært. Det mindsker ensomheden og spejler dig i, at du absolut ikke er alene.
  • Søg professionel hjælp, hvis det ikke rykker fremad.

Held og lykke med din personlige udfordringer, om de er store eller små. Og husk:

Livet skal leves

Ikke kun overleves

De varmeste hilsner

Line Rotenberg



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *