SKAM

Medfødt skam

naturlige udvikling og funktion

Skam er en medfødt følelse. Den kan beskrives og opleves på mange måder. F.eks som en særlig angst tilstand, en oplevelse af forladthed og forkerthed. Ofte er skamfølelsen ledsaget af fysisk ubehag.

Selvom det er en ubehagelig følelse, er skam vigtig for vores evne til socialisering og tilpasning i forhold til den kultur vi indgår i. Hertil er skam et vigtigt element i vores drift mod at udvikle os, øve os og blive bedre. Når vi gør noget socialt uacceptabelt eller noget som er skidt, vil gruppens normer og moralkodeks blive overtrådt. Med en støttende og kærlig træning i barndommen, vil vi kunne mærke lidt skam. Skammen er altså med til at vise os, når vi overskrider samfundet, eller andres grænser.

Skam er en sund frustration, hvis de voksne hjælper barnet med at finde mening med den og beroligelse og reparation af relationen kort efter.

Omkring 12 måneders alderen topper barnets naturlige og umiddelbare glæde, nysgerrighed og omnipotens (almægtig følelese, oplevelse af at kunne alt). Man kan sige, at netop på dette tidpunkt er barnets vitalitet på sit allerhøjeste. Når barnet befinder sig i denne tilstand vil der frigives dopamin i hjerne. Dopamin er et signalstof i hjernen som vi også kalder for belønnings og forventnings hormonet. Man kan bruge billedet af at speederen i barnets hjerne er trykket helt i bund.

I sine spontane livsytringer vil barnet helt naturligt komme til at overskride egne eller andres grænser og på anden vis opføre sig socialt uacceptabelt. I disse situationer vil barnet kunne fejle (f.eks. falde i sit forsøg på at gå, løbe, kravle op…) eller blive stoppet af mor (eller en anden). Man kan sige at mor punkterer barnets almægtige følelese, dets oppustede ego. Denne pludselige irettesættelse og stop af den kraftige livsglæde og vitalitet udløser øjeblikkeligt et nyt signalstof i hjernen, noradrenalin. Noradrenalin er knyttet til angst og straf følelser og svarer til, at bremsen i barnets hjerne bliver trådt helt i bund.

Nu er både speeder og bremse i bund. Hjernen er under pres og stress fra de høje niveauer af både dopamin og noradrenalin. Følelserne bliver smertefulde og ubehagelige – dette er skam.

Barnet oplever skam…. “jeg troede jeg kunne alt, men jeg kan ingenting, jeg er forkert og alle har set det…”

Et vigtigt element i skammens væsen er, at vi bliver så sårbare og pinligt berørt i skammen, at vi ønsker at forsvinde, kravle i et musehul. Vi tåler ikke at blive set i skammen, det føles ubærligt og ydmygende. Derfor undgår vi øjenkontakt og har en tendens til at dukke os når vi bliver ramt af skam.

Når barnets ego er blevet punkteret og skammen rammer, er det vigtigt at mor (eller anden voksen) træder til med trøst og omsorg, at mor reparerer relationen. Mors trøst genskaber balancen i barnets hjerne og barnet falder til ro.

Gennem denne naturlige proces lærer barnet flere vigtige ting:

• Barnet lærer strategier til selvberoligelse
• Barnet lærer at kontrollerer sin lystfyldte adfærd og afstemme adfærden i forhold til de givne kulturelle normer
• Barnet lærer at nære relationer tåler konflikt og kan repareres

Skam er en vigtig følelse og regnes til det vi kalder kategorial følelser, altså helt grundlæggende følelser, som alle mennesker har en medfødt evne til at mærke.

Det kan være vigtigt at adskille skyld fra skam.

Ganske kort kan man sige at skam handler om væren, det at jeg er, mit selvværd og ved skamfølelse er kontakt smertefuld eller direkte umulig. Skammen kan ikke sones.

Skyld handler om det jeg gør, om mine handlinger, min selvtillid og ved skyldfølelse kommer trangen oftest til at forklare sig og forsvare sig. Skyld kan sones.

Når skam påvirker selvet

Når barnet bliver mødt og set i sin pinagtige skam, vil beroligelsen og det at blive rummet lægge de smertefulde følelser ned og barnet vil falde til ro.

Sker dette ikke forbliver barnet i de stessende følelser i længere tid og oplever en dyb ensomhed. Da de voksne omkring barnet ikke ser og spejler barnet i det, der er så svært, vil barnet opleve sig selv som forkert. Barnet oplever en alvorlig uoverensstemmelse mellem sig selv og sine omgivelser.

De voksne omkring barnet er langt mere magtfulde og vidende, ergo må barnet være forkert.

Barnet får heller ikke en oplevelse af at relationer kan repareres, hvilket forstærker følelsen af forladthed og en læring om at konflikter er ubehagelige eller direkte farlige.

Skam handler om selve det at være, altså eksistensen. Når børn ikke rummes i skammen eller ligefrem udskældes eller latterliggøres, rammes barnet på sit selvværd. Barnet får en grundlæggende oplevelse af at være forkert, mindreværd og måske ligefrem frastødende.

På denne måde udvikles skam til at blive en del af personligheds dannelsen. Mennesker med en skam baseret personlighed, vil oftest ikke kunne udholde at mærke sig selv ret meget, da det at mærke sig selv er ensbetydende med at mærke skam.

Skam er devaluerende vurderinger af selvet, som fortæller os, hvem vi er og hvor lidt vi er værd (jeg duer ikke til noget, jeg er altid forkert, jeg er dum, grim, værdiløs).

Hvordan kan vi hjælpe mennesker med skam

Da skam handler om væren, kan den ikke sones. Det er ikke muligt at gøre noget aktivt, en handling, for at arbejde sig ud af skammen. Skammen er en tilstand, nærmest en stilstand i selvet.

Når mennesker skammer sig, vil det sjældent gavne at møde dem med kommentarer som, du er god nok… osv. Vi kan ikke tale eller handle os ud af skammen. Skam går ikke væk….

Hvis vi skal hjælper mennesker i skam, er vi nødt til at være med dem. Rumme dem og forblive nærværende i de øjeblikke hvor skammen kommer frem fra sit skjul.

Når vi er i et sådan møde, vil vi ofte kunne komme i kontakt med vores egen skam. Man siger at skam “smitter”. Det vil sige at vi kan mærke skammen i os selv, når den anden mærker sin skam. Det vigtigste er at se det andet menneske i sin væren, rumme det og have en omsorg/kærlighed for dette mennesker.

Den dag det andet mennesker kan begynde at udholde at blive set, med omsorg og kærlighed i sin skam, er den dag hvor han/hun kan begynde at hele netop denne del af sig selv. Skam skal ses med omsorg, rummes og accepteres. Herigennem kan selvværd langsomt begynde at få plads.

At arbejde med skam tager tid og kræver en tæt, tillidsfuld relation.

De varmeste hilsner

Line Rotenberg