Bliv set i dit parforhold

Bliv set i dit parforhold

og få mere nærhed og tryghed

Mange mennesker oplever at de ikke bliver set i deres parforhold. Det gør forholdet utrygt og usikkert, i stedet for af være den nære og trygge base de fleste længes efter.

Når vi ikke føler os set kan det give følelser som f.eks, mindreværd, vrede, forladthed, ikke at føle sig elsket og ensomhed. Sårbare følelser som risikerer at føre til konflikter i parforholdet, der kommer til at handle om alt det uden om. Hvem der sagde og gjorde det ene eller andet, kritik og sårende ord.

Konflikter som gentages, uden rigtig at føre til en mere kærlig og tættere relation. Får denne dynamik lov til at fortsætte kan det føles som en lang og meningsløs skyttegravskrig, hvor der indimellem er våbenhvile. Vi er havnet i dramatrekanten, hvor de sårbare følelser og tilstande det virkelig handler om ikke bliver italesat. Du kan læse mere om dramatrekanten her.

Men hvad vil det egentlig sige at blive ”set”?

Og hvordan kan du selv skabe et godt fundament for at blive set?

At blive set

Oplevelsen af at være set, afhænger af det du kommunikerer og hvordan det bliver modtager.

En forudsætning for at blive set i en relation, er nærvær. Nærvær mellem to mennesker, som er til stede, opmærksomme og interesserede i hinanden.

Hvis vi er optaget af noget som ligger udenfor relationen, er vi ikke helt til stede. Det betyder ikke at vi konstant skal være optaget af og fokuseret på hinanden. Mindre kan heldig­vis gøre det.

Når vi har stunder med reelt nærvær i vores parforhold, åbnes der for at vi kan høre og se hinanden. I en travl hverdag vil det være lettere at støtte og tage hensyn til hinanden, når man har en grundlæggende forståelse for hvordan den anden har det og hvad vedkommende er optaget af for tiden.

En anden forudsætning for at blive set, er at være synlig. Hvis du gemmer dig bag en facade, vrede eller sårede følelser, bliver det svært, måske næsten umuligt for din partner, at se dig og det som ligger bag de svære følelser. Måske bliver det også svært for dig selv at se dig? Dit indre liv kan ikke læses udefra. Kun du kan aflæse det og formidle det.

Ved du hvordan du virkelig har det og hvorfor? Hvad du er optaget af, hvad fylder? Og måske allervigtigst: Hvad har du brug for?

Kun du kender svaret på disse spørgsmål. Og det er dit ansvar at få essensen kommunikeret så klart som muligt til din partner. Du kan læse lidt mere om hvorfor her.

Derfor hjælper ikke at stille sig midt i orkanen og råbe sine sårede følelser ud, for at blive set. I en orkan lytter vi sjældent, der er vi mere optaget af at redde os selv… Vi bliver set gennem selvforståelse og kommunikation ikke gennem drama, kritik og hårde ord.

Bliv lidt klogere på dit indre liv

Nogle gange skal der ikke så meget til, for at skabe et bedre overblik og mere klarhed. Prøv denne lille øvelse dagligt i en uge og mærk hvad den giver dig.

Afsæt 8 minutter hver dag. Det kan være du skal stå 8 minutter tidligere op, sluk fjernsynet 8 minutter tidligere om aftenen, blive på toilettet 8 minutter længere en gang om dagen… eller hvordan det passer bedst ind i din hverdag.

Sæt gerne en timer til at komme med en blød lyd, hver gang der er gået 2 minutter.

• • •

Brug først 2 minutter på at mærke din krop:

Fra tåspidserne til toppen af hovedet og helt ud i fingerspidserne. Læg mærke til om du er træt, frisk, anspændt, afslappet, rolig, urolig, snurren, prikken, summen, behag, ubehag osv. Uden at ville noget med det. Bare læg mærke til det der er og sker i din krop.

Brug herefter 2 minutter på at observere dine følelser:

Flyt opmærksomheden på din følelser, eller stemningen inden i. Er der glæde, sorg, vrede, irritation, kærlighed, overblik, frygt, stolthed, skyld, tryghed eller noget helt andet? Igen uden at ville noget med det. Bare bemærk det som er. Måske forandrer dine følelser sig flere gange i løbet af de 2 minutter. Følelser kan være insisterende og de kan være flygtige.

Brug 2 minutter på dine tanker:

Læg nu mærke til hvilke tanker som optager dig, som fylder og måske gentager sig. Endnu en gang vil jeg opfordre til blot at registrere det som er. Det er ikke fordi du skal diske op med løsninger, planer eller lave huske lister. Det kan du gøre senere. Lige nu lægger du blot mærke til dine tanker, det din hjerne er optaget af.

Brug nu 2 minutter på dine behov og savn:

Hvad har du brug for lige nu. Ikke hvad du ønsker dig, men hvad du har brug for, hvad savner du?  Mere hvile, flere udfordringer, mere nærvær, tid med en du savner, mad, bevægelse, omsorg, kærtegn, frisk luft… Måske er der mange behov og savn, måske få. Registrer det uden at søge løsninger. Bare giv det opmærksomhed.

Slut af med en dyb indånding, efterfulgt af en lang udånding og et rigtig godt stræk.

Denne lille øvelse skærper din evne til at være i kontakt med alle dele af dig og vil gøre det lettere, for dig, at fortælle andre præcis hvordan du har det og hvad du har brug for. Nu er du klar til næste skridt…

Sådan kan du skabe øjeblikke med nærvær

I en travl hverdag kan det være svært at huske det nærværende samvær. De fleste er hele tiden på vej til eller fra; arbejde, pligter, venner, børn, flere pligter, træning, familebesøg…

En god ide er at aftale et tidspunkt med din partner, hvor I kan sætte jer ned og være med sammen med hinanden 12 minutter. Det kan være et fast tidspunkt eller aftales fra dag til dag. Sluk musik, tv, telefoner osv.

• • •

Giv nu hinanden 3 minutter hver til at fortælle hvad I kommer fra eller hvor I er på vej hen. Hvad har fyldt i dagen som er gået og hvad fylder, som ligger i den nære fremtid? Det lyder måske ikke af meget, men 3 minutter er overraskende lang tid, når man ikke bliver afbrudt. Især når man har gjort det i et par dage.

Den der lytter, afbryder ikke. Lyt til det der fylder hos din partner, det som han/hun er optaget af. Du behøver ikke have en mening om det, overveje løsninger eller kommen­tere det. Du behøver ikke overveje hvad du selv er optaget af. Du får nemlig 3 minutter bagefter!

Nu har I begge fået tid til at lande.

Brug nu de sidste 6 minutter på, at skiftes til at fortælle: hvordan I har det, hvad I har brug for og savner, ikke kun fra hinanden, men også fra jer selv og andre. Igen med 3 minutter til hver. I skal altså ikke bruge de 12 minutter på at andet en at lytte og dele.

Når I deler så prøv at følge denne lille regel:

Lad alle sætninger være i 1. person:

– Jeg har…

– Jeg mærker…

– Jeg føler…

– Jeg har brug for…

– Jeg oplever…

Denne lille øvelse vil lære jer at lytte med nærvær og give begge parter en oplevelse af at blive hørt… og set. I kan bruge et minutur eller sætte en timer til at sende et lille bib hver 3. minut.

Bliv set

Den viden I får om hinanden, er et godt et fundament for at forstå og tage hensyn til hinanden i en travl hverdag, så I begge bliver set. Set som I er.

• • •

De bedste hilsner

Line Rotenberg



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *